Det koster at være etisk ansvarlig

Pernille Tranberg, medstifter af non-profit tænkehandletanken DataEthics.eu., efterlyser klarere grænser for anvendelse af kunstig intelligens. Hun påpeger også, at etisk ansvarlighed kan koste momentum for europæiske virksomheder.

Af Stig Andersen

”Ethics Guidelines for Trustworthy AI” fra EU-Kommissionen beskriver en række principper og konkrete anbefalinger for etisk ansvarlige anvendelse af kunstig intelligens. Ekspert peger på, at det på kort sigt kan koste momentum for europæiske virksomheder at respektere retningslinjerne.

Et kernebegreb i dokumentet er ”trustworthy AI”. Det har to hovedkomponenter: Et såkaldt ”ethical purpose”, som betyder, at en kunstig intelligens-løsning skal respektere nogle helt grundlæggende værdier og rettigheder for det enkelte menneske samt gældende lovgivning. Og så skal løsningen være ”technically robust” og pålidelig, så disse rettigheder og værdier ikke ved tekniske fejl bliver krænket.

Ifølge Pernille Tranberg, medstifter af den europæiske non-profit tænkehandletank DataEthics.eu., indeholder dokumentet alle de rigtige og vigtige ord og begreber som ”trustable”, ”human-centric”, ”audability”, ”explainability”, ”inclusion” og ”diversity”.

”Disse begreber, som afspejler nogle centrale, europæiske værdier og menneskerettigheder, er utroligt vigtige at holde sig for øje, hvis man skal implementere kunstig intelligens-løsninger på en etisk ansvarlig måde,” siger hun.

Plads til forbedringer
Dokumentet er opbygget som en tretrins raket startende med de helt overordnede principper, dernæst de retningslinjer, man bør følge for at understøtte disse principper, og til sidst et kapitel med en lang række tjekspørgsmål, man kan bruge for at understøtte selve implementeringen af løsningen.

Selvom Pernille Tranberg helt overordnet er tilfreds med dokumentet, som det ser ud lige nu, er der stadig plads til forbedringer:
”Jeg mangler nogle mere håndfaste retningslinjer for, hvor grænsen for anvendelse af kunstig intelligens skal gå. Man kunne f.eks. forestille sig et nej til at anvendelse af kunstig intelligens til profilering af børn med henblik forudsigelser og prioritering af indsatser over for dem.”

Hun kunne også godt tænke sig retningslinjer for, i hvilken grad man skal kunne forklare algoritmerne i en kunstig intelligens-løsning.
”Skal man overhovedet udvikle algoritmer, der ikke kan forklares, og hvor langt skal man kunne forklare dem? Her så jeg gerne, at man satte nogle klare grænser.”

Koster momentum
Et hovedmål med at implementere ”trustworthy AI” er at sikre den nødvendige tillid fra borgerne til løsningerne, så det overhovedet er muligt at implementere dem i større skala. Forestillingen er, at det ligefrem kan blive et konkurrenceparameter at implementere kunstig intelligens på en etisk ansvarlig måde, hvilket potentielt kan give europæiske virksomheder en konkurrencefordel.

På den korte bane kan det dog ifølge Pernille Tranberg betyde, at europæiske virksomheder miste momentum i forhold til USA og Kina.
”Der er ikke rigtig nogen, der tør tale om, at det har konsekvenser at være etisk ansvarlig. Når man tænker etikken ind i sine løsninger, kan det – i hvert tilfælde på kort sigt – betyde, at det går lidt langsommere. Det er i modsætning til udviklingen i USA og Kina, hvor henholdsvis private datamonopoler og staten buldrer derud af uden at tage den slags hensyn.”

FAKTA – Ethics Guidelines for Trustworthy AI

  • Første version (1st draft) af dokumentet ”Ethics Guidelines for Trustworthy AI” blev udgivet af EU-Kommissionen den 18. december 2019. Den endelige version er planlagt til udgivelse i marts 2019.
  • Dokumentet er et resultat af arbejdet i en High-level Expert Group on Artificial Intelligence nedsat af EU-Kommissionen. Gruppen består af 52 europæiske eksperter fra den private sektor og fra den akademiske verden.
  • Se dokumentet i sin helhed her.
Tidligere artikelKMD på japanske hænder
Næste artikelStort potentiale i kunstig intelligens – og store udfordringer
Stig Andersen, journalist og skribent på Digitalt fra 2018 til aug 2019. Indehaver af Thingvalla Kommunikation i Århus