IoT understøtter skiftet fra produkt til service

Af Stig Andersen

Små og mellemstore fremstillingsvirksomheder har typisk brug for hjælp til at komme i gang med at udvikle nye digitale forretningsmodeller. Skridtet fra primært at være produktleverandør til også at sælge digitalt baserede services rundt om produkterne er svært at tage. Projektet Servitize.DK er lanceret for at hjælpe virksomhederne med transformationen.

Troels Christian Korsgaard Andersen er post.doc. på Aarhus Universitets Institut for Forretningsudvikling og Teknologi beliggende i Herning. En af hans opgaver er at lave følgeforskning på Servitize.DK, som er et projekt sat i verdenen for at hjælpe omkring små og mellemstore virksomheder (SMV) med at udvikle nye forretningsmodeller med afsæt i digitale løsninger.

”Kort fortalt støtter Servitize.DK SMV’erne i en transformation, der går ud på at udvikle nye services rundt om deres produkter. Vi ser, at virksomhederne har en rigtig god viden om egne produkter, men mangler kompetencer til at tolke og analysere data og skabe værdi ud af data. Til den process har de brug for hjælp – og det er det, vi kan tilbyde gennem workshops og andre aktiviteter,” forklarer Troels Christian Korsgaard Andersen.

IoT-teknologier kan give SMV'erne mulighed for at tilbyde services rundt om deres produkter, men de skal typisk have hjælp til at analysere og tolke data for at kunne skabe reel værdi for deres kunder, siger Troels Christian Korsgaard Andersen, post.doc. på Aarhus Universitets Institut for Forretningsudvikling og Teknologi.

IoT et godt instrument
På den nyligt afholdte konference IoT Week i Aarhus gennemgik Troels Christian Korsgaard Andersen nogle hovedpunkter fra et forskningsprojekt, der handler om potentialer og barrierer i forhold til at bruge Internet-of-Things-teknologi som løftestang for udvikling af nye forretningsmodeller og digital transformation. En af konklusionerne var, at IoT – som det er tilfældet med en række andre digitale teknologier – kan være et vigtigt instrument til at tage rejsen fra ren produktleverandør til også at være serviceleverandør.

”Et første skridt fra virksomhederne kunne være at inkorporere sensorer i deres produkter eksempelvis til fjernovervågning. Det er en forholdsvis lavthængende frugt, der kan give værdi på en relativt kort bane. Men spørgsmålet for virksomhederne er: Hvordan når vi derhen? Hvilken teknologi skal vi anvende, og på hvilken platform skal det køre? Det er det, vi gennem oplæg og workshops kan hjælpe dem i gang med,” fortæller Troels Christian Korsgaard Andersen.

En væsentlig gevinst ved at udvikle services rundt om produktet er ifølge Troels Christian Korsgaard Andersen, at det har en fastholdelses- og loyalitetsskabende effekt.

”Vi hører ofte fra virksomhederne, at de i bund og grund ikke har så meget løbende kontakt med deres kunder. ”Servitization” er en måde at skabe og fastholde et samarbejde mellem virksomhed og kunde. En tættere relation til kunden er faktisk et af de absolut vigtigste mål med at anvende IoT-teknologier,” siger Troels Christian Korsgaard Andersen og fortsætter:

”Derudover giver det også virksomheden et unikt kendskab til kundens operative processer, hvilket på længere sigt øger muligheden for at skabe, levere og opfange værdier gennem nye forretningsmodeller, udledt af digitaliseringen. Netop koblingen, hvor teknologi og forretningsudvikling mødes, er noget af det, vi arbejder med i vores interdisciplinære center for digital forretningsudvikling.”

Udfordringerne
Der er en række udfordringer, som virksomhederne skal være opmærksomme på, hvis de begynder at udvikle digitale løsninger rundt om deres kerneprodukter. Datasikkerhed er en, etik en anden.
Ifølge Troels Christian Korsgaard Andersen er der for SMV’er også typisk en risiko for, at der hurtigt går drift i den.
Derfor er det meget vigtigt helt grundlæggende og fra starten at få etableret et mindset i virksomheden, der kan understøtte den digitale transformation. Men inden man kommer dertil, er der en helt afgørende præmis, der skal på plads.

”Det er meget vigtigt at få klarlagt den specifikke virksomheds digitale modenhed, inden man går i gang med at formidle viden om mulige teknologier til udvikling af services rundt om produktet. Derfor har vi udviklet et såkaldt Digital Maturity Assessment Tool, som er et spørgeskema, som resulterer i en mini-rapport om virksomhedens digitale modenhed,” forklarer Troels Christian Korsgaard Andersen, der videre fortæller, at bedømmelsen af den digitale modenhed foretages ud fra seks parametre: Strategi, kultur, organisation, processer, teknologi, samt kunder og netværkspartnere.

Når man så skal i gang, er det vigtigt at designe et forløb specifikt til den enkelte virksomhed, da der ikke er en skabelon, der passer alle. Den digitale transformation skal eksempelvis tage højde for den enkelte virksomheds organisatoriske struktur og processer. Og meget vigtigt skal man gå frem i små skridt, så man løbende har mulighed for at verificere, at initiativerne skaber reel værdi.

Åbne forretningsmodeller
Troels Christian Korsgaard Andersen ser ofte, at i takt med at virksomhederne engagerer sig i den digital transformation, bliver deres udviklingsprocesser mere og mere afhængige af netværket. Her handler det netop om at få skabt en fælles platform, hvor kunde og virksomhed kan interagere med hinanden gennem IoT-løsninger med udgangspunkt i at skabe et tættere bånd mellem kunde og leverandør.

”Vi ser også, at sådan et samarbejde kan betyde, at virksomheden er i stand til at kunne trække informationer og data ud i realtid og via disse tilbyde det, vi kalder for hybride offerings, dvs. en kombination af produkter og services, som jo er skabt af en unik indsigt i kundens interne processer. Dette kan også resultere i, at man som virksomhed fastholder kunden over en længere periode, hvormed der dannes en stærkere positionering på markedet,” siger han.

Denne type samarbejde omtales som åbne forretningsmodeller, hvor virksomheden bruger sit netværk som ressource og kapacitet til at udvikle deres digitale forretning.

”Man kan godt sige, at data både kan ses som en ressource og faktisk også som fremtidens valuta, hvor forskningen viser et stort uudnyttet potentiale hos virksomhederne. Vi møder virksomheder, som opbevarer masser af data, men uden at bruge dem til reel værdi-drevet udvikling. Det at have data er jo kun begyndelsen. Det at kunne bruge data til at skabe nye forretningsmodeller – ikke kun i det eksisterende marked, men også i nye markeder – det er der, at gevinsten ved at investere i den digitale transformation ligger,” afslutter Troels Christian Korsgaard Andersen.

FAKTA - Servitize.DK

  • Projekt, der understøtter strategisk serviceudvikling i små og mellemstore industrivirksomheder
  • Formålet er at løfte konkurrenceevnen, vækst og værdiskabelsen blandt danske industrielle SMV’er gennem en øget udbredelse af produkt-service forretningskoncepter i virksomhederne.
  • Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Force Technology, CBS Copenhagen Business School, Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut og Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Aarhus Universitet.
  • Se mere på servitize.dk.
  • Se mere om Digital Maturity Assessment Tool her.
Tidligere artikelEr blockchain så død?
Næste artikelSejlende IOT-drone som skraldemand i Aarhus Havn
Stig Andersen, journalist og skribent på Digitalt fra 2018 til aug 2019. Indehaver af Thingvalla Kommunikation i Århus