Industriens Fond støtter SMV´er med at bruge Digital Reality

Jens Lauritsen er Chief Product Officer i Virsabi, bestyrelsesformand i Appstract Consulting og stifter af Product Management Excellence Copenhagen. Jens har arbejdet med Virtual, Augmented og Mixed Reality - hvilket vi har samlet under betegnelsen Digital Reality - siden starten af 2017.

Jens har gennem 25 år arbejdet med udvikling af digitale løsninger og produkter med særligt fokus på at binde udviklingskompetencer, slutbrugere og forretningsværdi sammen.

Af CPO Jens Lauritsen, Virsabi

Digital Reality teknologi skal med penge fra Industriens Fond hjælpe mellemstore danske virksomheder med at løfte deres konkurrenceevne ved at gøre dem mere produktive og forbedre servicen overfor deres kunder. 

I Virsabi er vi gået i partnerskab med KRING Innovation og DTU med det formål at bringe disse nye Digital Reality teknologier i spil i danske virksomheder. Vores erfaring er, at de store danske virksomheder som f.eks. Novo Nordisk, Lego, Maersk og Grundfos allerede er godt i gang, og at de har ressourcerne til at investere i mere risikobetonede projekter. Vi ser også mange eksempler på, at de helt små virksomheder griber chancen for at differentiere sig gennem innovativ anvendelse af Digital Reality værktøjer. Med andre ord, de store kan selv. De små vil selv. Men der er en gruppe midt i mellem. Det er de mellemstore virksomheder, vi gerne vil i kontakt med.

Vi ser et behov for, at de mellemstore virksomheder kommer et skridt videre og begynder at høste de potentielle gevinster med Digital Reality teknologi. Mange af dem vi møder, har kigget på mulighederne, men mangler et sidste skub til at komme ud over rampen.

Med Industriens Fond i ryggen tilbyder vi nu det skub til tre udvalgte danske industrivirksomheder, der vil blive ført gennem et innovations- og implementeringsforløb gennem ca. ni måneder, hvor vi i tæt samarbejde vil identificere mulige gevinster og implementere konkrete løsninger i form af pilotprojekter. DTU er projektejer og skal bidrage med måling af effekten af de implementerede løsninger. Når forløbene er afsluttet, vil viden, metoder og resultater blive delt via en rapport, workshops, artikler og på hjemmesiden digital-reality.dk

Deltag i Digital Reality projektet

Frem til 15. september er vi stadig åbne for ansøgninger fra danske virksomheder, der gerne vil deltage i projektet. Kravet for at deltage er, at man er en industrivirksomhed med en omsætning på mellem DKK 500 mio. og 2 mia. - og at man er klar til at afsætte ledelses- og medarbejderressourcer til projektet i efteråret 2019 / foråret 2020. Læs mere på digital-reality.dk

Baggrund

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Digital Reality kommer til fuldstændigt at ændre måden, vi arbejder, leger og i det hele taget oplever verden på. For 20 år siden, var der meget få, der forestillede sig, at de fleste mennesker i 2019 ville rende rundt med en computer med skærm i lommen og være online i alle døgnets timer. Om 20 år er vores smartphones, infoskærme og måske også computerskærme erstattet af virtuelle data, der bliver visualiseret i 3D rundt om os i den fysiske virkelighed. Og vi kan lige nu kun forestille os en lille flig af, hvad det kommer til at betyde.

Det er derfor vi skal i gang nu. Selvom teknologien ikke altid kan helt det, vi drømmer om, så er de nye AR briller fra Microsoft og Google allerede så gode, at de skaber værdi i danske virksomheder. Og de nyeste VR headsets fra Oculus er så enkle at bruge, og prisen er kommet derned, hvor alle kan være med - og træne, lege og opleve andre verdener fra kontorstolen på jobbet eller derhjemme.

Tidligere artikelAI Design Sprint
Næste artikel”Hvorfor er RFID aldrig blevet rigtig udbredt?”
Jens Lauritsen er Chief Product Officer i Virsabi, bestyrelsesformand i Appstract Consulting og stifter af Product Management Excellence Copenhagen. Jens har arbejdet med Virtual, Augmented og Mixed Reality - hvilket vi har samlet under betegnelsen Digital Reality - siden starten af 2017. Jens har gennem 25 år arbejdet med udvikling af digitale løsninger og produkter med særligt fokus på at binde udviklingskompetencer, slutbrugere og forretningsværdi sammen.