Rigtig positionering af EA´en er en vej til værdiskabelse

Flemming Hartwich, Forretnings-og IT-arkitekt.
15+ års erfaring som konsulent og IT-arkitekt i den private & offentlige sektor og i konsulentbranchen.
Peter Hauge Jensen, Forretnings- og IT-arkitekt
15+ års erfaring som leder, projektleder, konsulent og IT-arkitekt i den offentlige sektor og i konsulentbranchen.

Det kan ikke betale sig at spørge IT-afdelingen. Den siger bare nej. Det er et ofte hørt udtryk i mange organisationer, og det er heller ikke ualmindeligt at omtale Enterprise arkitekten for at være nejsiger. Selvom mange EA’ere føler sig ramt af dette udsagn, fordi de ønsker organisationen det bedste, så er udsagnet væsentligt at lytte til.

Måske er udfordringen slet ikke at EA’en siger nej. Måske er udfordringen snarere kompleksiteten i digitalisering og behovet for stærke kommunikationskompetencer https://www.digitalt.dk/2020/01/16/eaen-skaber-vaerdi-paa-tvaers-med-solide-vaerktoejer/ (seneste blog red.)  samt empati og lydhørhed.

EA’en skal være god til at anerkende andre interessenters perspektiver og legitime motiver og samtidig være en retningsgivende inspirator, der kan forhandle, afveje og forene modstridende hensyn. EA’en møder mennesker lige der, hvor de er, og tager dem et nyt sted hen i et forpligtende, tillidsfuldt og målrettet samarbejde. Men det kan være svært i forståelsen af egen rolle og positionere sig så omverden forstår værdien af EA’ens arbejde.

Digitaliseringen
Digitalisering udspiller sig altid inden for nogle definerede kontekster. Det være sig organisatoriske, kulturelle, kommercielle eller politiske sammenhænge. Omverdenen kan med udgangspunkt i systemteori beskrives som et system af systemer - her tænkes ikke kun på IT-systemer. Det samlede systems egenskaber stammer fra de delsystemer, det består af. Delsystemerne kan selv bestå af flere delsystemer.
Denne kompleksitet kan være svær at rumme. Men en start er at prøve at forstå et system ud fra dets formål, og derefter opnå større indsigt ved at beskrive aktørernes forskellige og til tider konfliktende syn på systemet. Prøv det! Desuden kan det være nyttigt at tegne et systemkort for at vise, hvilke andre systemer det enkelte system er indlejret i:

En strategisk forretningsanalyse af en virksomheds udviklingsmuligheder kan tage afsæt i et systemkort som ovenstående. Ud fra systemkortet kan det anskueliggøres, hvordan eksterne systemer kan have stor positiv og negativ indflydelse på virksomhedens muligheder og fortsatte udvikling. Indenfor virksomheden kan de give mening at zoome ind på de enkelte delsystemer.

En beslægtet kendt teknik til hurtig visualisering af komplekse sammenhænge er de såkaldte rige billeder. Her indtegnes både personer, it-systemer, informationer og relationer for at visualisere konteksten og forstå den og skabe mere succesfulde forandringer. Systemteori rummer mange andre teknikker til at analysere omverdenen, herunder STEEPLE-modellen, hvor følgende potentielle eksterne påvirkningsfaktorer vurderes: Social, Technological, Economic, Environmental, Political, Legal og Ethical.
Diagrammer og analyser, som de nævnte, kan med fordel blive til i en fælles proces, hvorved der lettere opstår ejerskab til forståelsen og retningen. Husk EA er en teamsport!

Vi er helt opmærksomme på, at dette blogindlæg ikke indeholder klassiske arkitekturdyder og nok mere befinder sig i kategorien for forandringsledelse. Men en nøgle til at skabe en platform, en position i egen organisation hvor EA’en bliver set og hørt og ikke mindst anvendt, er forståelsen af organisationen.

Positionering
EA’en skal bidrage til virksomhedens strategiske målopfyldelse. I det bidrag indgår forståelsen for mekanismerne i forandringsledelse som et helt centralt element. Hvis EA’en ikke forstår at positionere sig rigtigt vil historierne som nejsiger heller ikke forsvinde og dermed mister organisationen en vigtig strategisk brik i den digitale transformation.

Det er EA’ens eget ansvar at sikre sig sin position, og det kræver en grundlæggende forståelse for den organisation og de systemer, som EA’en indgår i. Og særligt forståelsen for kulturen og de narrativer organisationen anvender i kulturfastholdelsen. EA’en skal synliggøre sin værdi igennem positioneringen og igennem ændring af narrativerne.

Det er ikke let. Det er faktisk virkelig svært og stiller store krav til de personlige kompetencer hos EA’en. Men god anvendelse af de visuelle værktøjer til forståelse af egen position og beskrivelse af ændringen af denne, er en vej til målet.

Tidligere artikelBlockchain kan sikre tilliden til kunstig intelligens
Næste artikelEfterlysning: ”Findes der en nøgle, der låser digitaliseringen op”?
Flemming Hartwich, Forretnings-og IT-arkitekt. 15+ års erfaring som konsulent og IT-arkitekt i den private & offentlige sektor og i konsulentbranchen. Faglige fokusområder: arkitekturstyring, data governance, datakvalitet, forretningsudvikling og kommunikation Peter Hauge Jensen, Forretnings- og IT-arkitekt 15+ års erfaring som leder, projektleder, konsulent og IT-arkitekt i den offentlige sektor og i konsulentbranchen. Faglige fokusområder: arkitekturstyring, data governance, datakvalitet og kommunikation.